Jeg så hende ikke miste livet.
Share
Sidste lørdag var jeg jordemoderen, der tog imod min nye bog, da den endelig blev født ind i verden. "Jeg overgiver mig", havde jeg døbt den
Onsdag holdt jeg min elskede veninde i armene, mens hun overgav sig frygtløst til døden. Dagen før sin 47 års fødselsdag.
Det er det smukkeste, jeg har været vidne til.
Jeg så hende ikke miste livet. Jeg så hende blive løftet op i hyldest. Som en kroning af et mageløst menneske, der var klar til at rykke op i mesterrækken. Et vidnesbyrd om den ultimative overgivelse.
Min sorg er svøbt i en taknemmelig så dyb, at den farver alting smukkere. En taknemmelighed over at have kendt så fantastisk et menneske, taknemmelighed over den velsignelse og det privilegie det var at bevidne hendes overgang, taknemmelighed over den altomsluttende Kærlighed, der fyldte rummet, og en taknemmelighed over alle livets gaver. De mørke og de lyse. De tunge og de lette. Alting spændt ud mellem fødsel og død.
I dag har jeg lyst til at dele en salme med jer, som jeg skrev for 5 år siden. Den hedder Hymne til Livet.
Min Gud, jeg ser din solopgang
Dit lys fra himlen vækker verden
Så bring mig dagens nye tanker
Nye minder, nye skridt
Og lad mig viske bort al frygten
Og se klart hvad der er dit
Fra allerførste hjerteslag
Begynder rejsen mod det sidste
Så lad det banke fyldt med glæde,
fyldt med vemod, fyldt med lyst
Og lad det danse til det segner
På den sidste morgens kyst
Fra allerførste åndedrag
Begynder rejsen mod det sidste
Så indånd luften, indånd duften
Af det skønneste du ved
Lad ånden bruse dig i live.
Åndfuld i al evighed.
Min Gud jeg ser din solnedgang
Om lidt er alting svøbt i mørke
Så tak for dagen, tak for dansen
Tak for alle livets kys
Og tak for stjernerne og månen
Evigt minde om dit lys
Min Gud og skaber vis mig vej
Til hjertets helligste kamre
Hvor du er nær mig, evigt hos mig,
Hvor jeg hviler i din favn.
Hvor selv mit mørke finder hvile
Blot ved lyden af dit navn
Må du vide, hvor velsignet du er.
I stor kærlighed, Anja