Kærlighed er det modigste valg, du kan træffe.

Kærlighed er det modigste valg, du kan træffe.

Jeg skrev fornylig et opslag på Facebook som fik 250.000 visninger. Det var ikke et opslag, der opildnede til vrede eller skubbede til vores frygt. Der var ingen provokation, forfærdelse eller udskamning. Ingen sex og ingen sygdom. Der var ikke engang en kat eller en idyllisk feriedestination. Mit opslag handlede om Kærlighed, og den overvældende respons bekræftede umiddelbart min pointe: Kærligheden er vores vigtigste ressource.

Vi har bare glemt det.

Lige nu føles det vigtigere end nogensinde, at vi husker det igen.

Vi lever i urolige tider. Det stabile demokratiske fundament, vi har hvilet os på, skælver under retorikken fra de mest magtfulde mennesker i verden. I Ukraine og i hele Mellemøsten lever helt almindelige mennesker med rædslen fra meningsløse krige, og selv fredelige Danmark må forholde sig til trusler fra vores gamle venner.  Det er, som om grænserne for, hvor meget vanvid, vold og hadefuldhed, vi troede var muligt, bliver udvidet dagligt. Det må og skal kalde os til reflektion. Hvad er det for en verden, vi ønsker at leve i? Hvad er mit eget bidrag?

Vores verden er først og fremmest smuk, og bag larmen fra de ubehagelige nyheder findes alle de mange gode fortællinger om fremskridt og godhed. De har det bare med at drukne i støjen. Og når stormagternes egotrip udspiller sig for fuld udblæsning og overtager billedet, er det meget let at komme til at føle sig magtesløs og lille. Sjældent har så få skabt så meget lidelse og kaos for så mange.

Jeg mener, vi er langt fra at være så magtesløse, som vi måske føler os, og jeg tillader mig at finde inspiration i min barndomshelt Jonatan fra Astrid Lindgrens Brødrene Løvehjerte.

En 13-årig dreng der først frygtløst kaster sig ud af vinduet for at redde sin syge lillebror, og dernæst bliver den afgørende faktor, der vælter den brutale diktator Tengil fra magten i Rosendalen.

Jonatans frygtløshed er ikke defineret af fraværet af frygt. Han er bange. Lige så rædselslagen, som enhver anden ville være i hans situation. Men sagen er, at hans kærlighed er stærkere end frygten.

"Der er ting, man må gøre, selv om det er farligt. Ellers er man ikke noget menneske, men bare en lille lort,” siger Jonatan. Og det har han ret i.

For vi har altid et valg. Går vi frygtens vej eller går vi kærlighedens vej?

Frygt er en kraftfuld følelse. Når den tager magten fra os, har den evnen til at dreje os væk fra vores menneskelighed. Den kan gøre os handlingslammede i mødet med det, som kræver handling. Den kan få os til at bøje hovedet og gemme os, når der er brug for, at vi ranker ryggen, og den kan få os til at glemme, hvor meget kærlighed vi faktisk er i besiddelse af.

Det er også frygten, der får mennesker til at puste sig op og bedrive magtmisbrug over andre, og det er frygten, der er voldens, krigenes og hadets underliggende årsag. Frygten for at miste magt, frygten for at være ubetydelig, frygten for at miste penge, frygten for at miste privilegier, frygten for at blive isoleret. Og nedenunder det hele: frygten for ikke at være elsket.

Kærlighed er frygtens modpol. I en verden, hvor frygten vokser sig stærkere i os og omkring os, er det fuldstændig afgørende, at kærligheden vokser sig stærkere end frygten. Ellers risikerer vi, at frygten løber løbsk og tager menneskeligheden fra os. Frygt avler frygt. Kærlighed avler kærlighed.

Kærlighed, tænker du måske, hvordan skulle den kunne forandre noget, når bomberne falder? Så lad mig rette en udbredt og ærgerlig misforståelse om kærlighed:

Kærligheden er så uendeligt meget mere end det, der stråler os lyserødt imøde i Hallmarks julefilm. Hvis vi tror, at kærlighed blot er noget sødt, blødt og eftergivende, så går vi glip af den mest kraftfulde ressource, vi har til rådighed.

Kærlighed er: Kompromisløs insisteren på det højeste gode – for alle.

Det betyder, at det er Kærligheden, der rejser sig og insisterer på retfærdighed, når uretfærdigheden hersker. Det er Kærligheden, der beskytter som en brølende bjørnemor, når det ukærlige tager plads. Det er Kærligheden, der siger fra og sætter grænser, når grænser overskrides. Og det er Kærligheden, der bygger op, hvor hadet og frygten bryder ned.

Kærligheden, der insisterer på vores menneskelighed.

Kærligheden, der insisterer på fredelig sameksistens.

Kærligheden, der rejser sig og siger fra over for det, som er ukærligt.

Det er den magt, vi har. Vi har magten til at vælge Kærligheden over frygten. Hver dag. I vores egne små liv, på vores egen måde. Vi har magten til at bidrage til at balancen tipper til Kærlighedens fordel. Vi har magten til at spørge os selv: Vil jeg fodre hadet, frygten, underskuddet og svinehunden, eller vil jeg bringe vidnesbyrd om det, som skaber glæde, samhørighed og tillid?


Det er det valg, vi må træffe igen og igen.

Hver gang vi åbner munden: Vil jeg tale op – eller tale ned?

Hver gang vi mærker frygten: Vil jeg lade den bestemme, eller findes der en kærligere vej?


Jeg tror på, at vi har et indbygget kompas. Som en stemme, der hvisker fra hjertet, der godt kan kende forskel på kærligt og ukærligt. De fleste af os ved godt, at det er kærligere at stoppe op og tage en dyb indånding, end at overfuse vores medtrafikanter eller vores medmennesker på de sociale medier. Vi ved godt inderst inde, hvad der er kærligt, og hvad der er ukærligt i mødet med andre mennesker og i mødet med os selv.

Vores opgave er at give magten tilbage til den stemme og finde modet til at følge det indre kompas.

Jeg ved, at det er lettere sagt end gjort, og vi behøver ikke stræbe efter at være noget så umuligt, som et perfekt menneske. Men en kærlig handling er også at tilgive os selv for alle de gange, hvor vi ikke lykkes med at vælge det kærlige over det ukærlige. Det, der betyder noget, er, at vi vover at sætte intentionen, og selv hvis vi 9 ud af 10 gange glemmer at få kærligheden med i ligningen, har vi stadig øget vores kærlige aftryk i verden markant.

Vi er ikke magtesløse, selv om det kan føles sådan, når vi ser nyheder eller møder menneskehedens mørkeste sider på sociale medier. Tværtimod er mødet med alt det grimme et kald til handling. Jo mere frygt og had der er i verden, desto mere Kærlighed er der brug for, og hver eneste gang vi vælger Kærligheden over frygten, bidrager vi til at genoprette balancen.

Lige nu er det modigste valg, vi kan træffe, at vælge Kærligheden igen og igen, hver gang frygten stikker hovedet frem.

Hvad vælger du?

Tilbage til blog

Indsend en kommentar

Bemærk, at kommentarer skal godkendes, før de bliver offentliggjort.